Bolund Gruppe

Bolund Gruppe

– fra trygge rammer til internationale eventyr

Bliv leder – vi har også plads til dig!

I Bolund Gruppe er der altid plads til en leder mere. Der er plads til dig, uanset om du allerede er spejder, har været spejder engang eller bare har lyst til at arbejde frivilligt med børn. Du skal selvfølgelig kunne se dig selv i spejderbevægelsen og arbejde efter KFUM-Spejdernes formål, men der er uendeligt mange måder at gøre dét på. I Bolund Gruppe hjælper vi hinanden, så godt vi kan. Vi har et princip om, at enhver bidrager med dét, hun eller han kan på det givne tidspunkt, og vi er gode til at dække ind for og supplere hinanden.

Er du på bar bund med spejderarbejdet, tilbyder vi dig gratis lederkurser, men spejderarbejdet bygger også på “learning by doing” – og det gælder også for voksne ledere, så prøv det og bliv bidt af friluftslivet, glade børn, sjove udfordringer og alt det andet, som gør spejderlivet så fantastisk.

Hvis du gerne vil høre mere, så kontakt gruppeleder Henrik Junge Mortensen på telefon 46 76 72 33, mobil 23 86 72 33 eller mail henrik@spejdernet.dk, eller kig forbi spejderhytterne på Lindebjergstien 25 en mandag aften. Vi glæder os til at byde dig velkommen.

Hvem er vi?

Vælger du at blive leder i Bolund Gruppe, bliver du en del af et hold med meget blandede erfaringer, men først og fremmest med en stor begejstring for spejderarbejdet. Vores nyeste leder begyndte at snuse til spejderlivet i 2023, og i den anden ende af skalaen har vi tre ledere med mellem 40 og 50 års spejderoplevelser i rygsækken. Bolund Gruppes mission er at tilbyde børn og unge hele rejsen “Fra trygge omgivelser til internationale eventyr,” og lederne har da også været på spejderture mange steder fra Chile og USA i vest til Australien, Thailand og Sydkorea i øst, fra Grønland i nord og til Sydafrika i syd. Et af de steder, vi bliver ved at vende tilbage til, er spejderbevægelsens internationale center Kandersteg i Schweiz, men vi tager selvfølgelig også på ture i den danske og svenske natur. Det ville vi gerne være bedre til, men familieliv rimer ikke altid så godt på weekendture, så vi har en ambition om med flere ledere at kunne tilbyde spejderne endnu flere af de helt specielle oplevelser, man kun får, når man tager på tur. Vil du med på tur, er du således særligt velkommen.

Hvorfor skal du også være med?

  • Du får nye venner og et større netværk lokalt og nationalt
  • Du får en masse fede friluftsoplevelser
  • Du får lov til at give nogle børn en masse fede friluftsoplevelser
  • Du får i det hele taget en masse erfaring med at arbejde med børn
  • Du lærer mere om foreningslivet
  • Du lærer mere om planlægning og ledelse
  • Du lærer mere om samarbejde
  • Du får lov til at lege
  • Du får lov til at påvirke verden i en fredeligere og mere bæredygtig retning

– og meget mere. Se herunder, hvad vores ledere siger er det bedste ved at være spejder(leder):

  • at børnene giver så meget igen, når man laver noget sjovt med dem, i form af glæde og mange grin sammen
  • det stærke fællesskab og friluftslivet
  • at være med i et fællesskab med andre, der synes, at bål, knob og morsealfabetet er det fedeste
  • at lugte af røg og få store og små oplevelser udenfor
  • at vågne på en strand i det sydfynske øhav en sommermorgen efter en nat under åben himmel
  • at opdage, at man har gode venner i Sydafrika, Kuwait, Australien, Canada, Schweiz osv., som man har et fælles værdisæt med
  • at ligge om aftenen i soveposen og stole på, at teltet holder regnen ude
  • at næsten alt kan lade sig gøre, når spejdere hjælpes ad
  • at det er helt OK at være småskør
  • at man altid lærer noget nyt – både spejderfærdigheder og “skills,” der kan bruges i andre sammenhænge

At være spejderleder er et frivilligt, ulønnet arbejde. Vi betaler et symbolsk beløb på 75 kr. om året og får en masse oplevelser og erfaring igen. Du kan læse mere om at være frivillig hos KFUM-Spejderne på korpsets hjemmeside.