Tak for en hyggelig og effektiv arbejdsdag!
19. maj 2024 · Alle enheder, Bæver, Junior, Rovere, Senior, Trop, Ulve · Skrevet af Henrik Junge Mortensen
Alle spejderne vil gerne sige tusind tak til de flittige forældre og ledere, som deltog i forældrearbejdsdagen i hytterne søndag d. 28/4 2024.
- Hytterne og deres vinduer er nu så rene, som de ikke har været længe,
- tage og tagrender ligeså,
- det nye køkken i Trophytten er efter fem års kamp endelig helt færdigt,
- der er kommet udendørs lys til cykelparkering og bålplads,
- der er ryddet krat omkring hytter og flagstang, så flaget ikke længere hænger fast i (de nederste) grene, når det går til tops,
- der blev kørt en masse “rod” på genbrugspladsen,
- Trophytten blev malet færdig
- og vi kom et godt stykke med at renovere brændeskuret med god hjælp til materialer fra Johannes Fogs Fond.
Som det fremgår af listen, blev der virkelig gået til den i de 4-5 timer, arrangementet varede, men der var også tid til en masse hyggesnak og en hyggelig frokost.
Er du ked af, at du ikke havde mulighed for at bidrage til dit barns fritidsinteresse på dagen, eller vil du bare gerne have mere, så fortvivl ikke! Vi blev ikke helt færdige med skuret, så i øjeblikket fylder alt dets vanlige indhold “Kanoskuret” og gør det ubrugeligt. Du kan bidrage til at afhjælpe dét ved at hjælpe med at skifte brændeskurets tag, sætte de sidste beklædningsbrædder på, eller male skuret. Vi tager en fælles tørn søndag d. 26/5, og derefter må du meget gerne kontakte en af lederne, når du ved, hvornår du gerne vil male skur, så sørger vi for at stille maling og pensler frem.