En god distriktsweekend for Bolunds Havørne
6. oktober 2019 · Alle enheder, Junior, Senior, Trop · Skrevet af Henrik Junge Mortensen
Troppen var d. 4.-6. oktober på distriktsweekend på Lerbjergcentret ved Lejre. Vi ankom og satte teltet op i let regn, men fra lørdag morgen viste vejret sig fra en pænere side helt uden regn og med lange perioder med flot blå himmel.
Allerede fredag aften var der fuld fart på i et “bombeløb.” Spejderne løste opgaver i hold, der var blandet af medlemmer fra forskellige grupper, hvilket især var fedt for de lidt ældre spejdere. Det var en god måde at komme i gang på og til at møde spejdere fra de andre grupper i Sct. Georgs Distrikt. Regnen holdt sig væk under løbet, som bestod af både opgaver, som krævede samarbejde, og andre, som krævede evne til at uddelegere og vise eget initiativ. Lidt konkurrence er der altid på distriktsweekenden, som også kaldes distriktsturneringen, og Bolund havde en deltager på det vindende hold i bombeløbet.
Lørdag skulle spejderne prøve kræfter med opgaver fra finalen i sidste års DM i Spejder, hvor vores Havørne jo vandt den lokale finale i juniorkategorien. I dette heldagsløb – kun afbrudt af frokostpausen – fulgtes man med sin egen patrulje og dystede i alt fra at spise roulade gennem en ketsjer til at tænde bål med primitive redskaber og uden at måtte tale sammen!
Opskriften til aftensmaden skulle vi selv finde på ud fra 5 udleverede ingredienser (+ lidt ekstra grøntsager). Det hele blev tilberedt på bål og menuen blev lækre fiskepakker med sorte ris (som ikke brændte på!), tomatsauce med græskar, søde kartofler, løg og gulerødder og champignons à la crème. Lækkert!
Aftenen sluttede med et hyggeligt fælles lejrbål med blandet underholdning, fællessang og fri udsigt til stjernerne. Og så blev vinderne af dagens løb afsløret: Havørnene havde opnået en flot andenplads kun overgået af Bøgebladene fra Roskilde Gruppe. Godt gået!!
Søndag blev der spillet kæmpestratego i skoven – og ryddet væk. Vi nåede at få teltet tørt, inden vi kørte hjem – trætte, men glade efter en dejlig weekend med spejderkammerater i det fri.