Ledersituationen – specielt for bæver-enheden.
4. august 2015 · Bæver, Junior, Senior, Trop, Ulve · Skrevet af kajborum
Hej spejderforældre,
Jeg håber I alle har haft en god sommer.
På mandag d. 10/8 starter møderne i efterårssæsonen. Vi har dog en stor udfordring ang. ledersituationen. Vi har de seneste år haft en konstant ledermangel og nu er situationen blevet kritisk efter at Jesper har meddelt at han stopper som bæverleder allerede her fra sæsonstart. Han er dog indstillet på at hjælpe med overdragelse til nye ledere. Charlotte stoppede som bekendt inden sommerferien, så det betyder at der ikke er bæverledere til at fortsætte bæverarbejdet.
Det er her jeg håber at der er et par af jer der kan komme ind i billedet. Hvis bæverenheden skal fortsætte kræver det at der kommer mindst én ny bæverleder. Det er muligt at én af juniorledere kan skifte til bæverne, men i så fald mangler vi også en ny juniorleder. Der skal være mindst to bæverledere for at vi fortsætter bæverarbejdet.
En lukning af bæver-enheden vil gøre fremtiden for gruppen usikker, så vi håber der er et par forældre der tager udfordringen op og vil prioritere at lave spændende spejderaktiviteter sammen med jeres børn. Hvis I er i tvivl om det er noget for jer at være bæverleder, så må I gerne komme til nogle møder og prøve, hvordan det er.
Der kan evt. være mulighed for at bævergruppen fortsætter med skiftende hjælp fra forældrene, indtil en mere permanent løsning er fundet. Dette er dog absolut ikke en løsning, som kan bruges i længere tid. I bævergruppen er det ikke kun spejderaktiviteterne, som fylder for lederne. Bæverne skal også ind i mellem have hjælp til konfliktløsning, have kram eller trøstes, og have hjælp til mange forskellige praktiske ting. Hvis gruppen samtidig skal håndteres med overskud og struktur, kræver det to engagerede voksne.
Vi forventer at de bævere der kommer på mandag har mindst én forældre med. For bæverne vil der være en udendørsaktivitet. I mens bliver forældrene samlet til en diskussion af situationen for bæverenheden. Alle forslag til hvordan bæverenheden kan fortsætte er velkomne.
I er velkommen til at ringe til én af os hvis I vil høre mere om hvad det indebærer at være bæverleder:
Jesper: 7120017
Lise: 4242 1066
Kaj: 3162 7139
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer Charlotte og Jesper for jeres store og gode indsats – I vil blive savnet i gruppen!
Mange spejderhilsner Kaj