Spejdernes nytårsparade 2023
12. januar 2023 · Alle enheder, Bæver, Junior, Senior, Trop, Ulve · Skrevet af Henrik Junge Mortensen
Søndag den 8. januar holdt vi nytårsparade. Efter gudstjenesten i Ågerup Kirke, som Kristian for vores skyld udvidede med et helligtrekongerstema, spadserede bævere, ulveunger, juniorspejdere, storspejder og seniorspejdere med ledere efter fanen op til hytterne i Gundsølille, hvor kasserer Jan og hans kone Jytte ventede med sandwich og frugt.
Efter frokosten fik alle en ny årsstjerne til uniformen. De yngste fik 1-årsstjerne, og videre gik det hele vejen op til Bastian, som skulle have en 10-årsstjerne af metal som særlig hædersbevisning. Hædret blev også årets bæver, Oliwia, årets ulveunge, Luka, og årets juniorspejder, Julius. Alle tre er spejdere, som gør deres bedste i det daglige spejderarbejde. Sådan nogle spejdere har vi mange af, så lederne havde været på en svær opgave med at udvælge de rigtige til at have bæverskindet og sølvøkserne hjemme det næste år. Mandag gik vi så igen i gang med de ugentlige møder og fik masser af bålrøg i håret (og skumfiduser i maverne…).