Bolund Gruppe

Bolund Gruppe

– fra trygge rammer til internationale eventyr

Ny indgangsportal til spejdergrunden

15. november 2020 · Alle enheder, Bæver, Familiespejder, Junior, Senior, Trop, Ulve · Skrevet af Henrik Junge Mortensen

Troppen har siden sommerferien arbejdet på at lave en indgangsportal til spejdergrunden. Designet blev til i en idekonkurrence, hvor ideerne blev vist i lille udgave af pinde, poselukkere og elefantsnot. Siden bandt juniorspejderne en lidt større udgave af små rafter, og på det seneste har spejdere, ledere og “æ winkelsliwermand” alias Flemming bygget den 5×6 meter store portal.

Portalen fragtes ud på cykelstien.

Søndag d. 15/11 var alle ledere og tropspejderforældre så indkaldt, for den store dag var kommet, hvor portalen skulle rejses.

Først skulle den dog bæres ud til cykelstien. Den var for bred til at komme igennem vores lille “allé”, så vi måtte have den ud gennem et hul i hegnet – ét ben ad gangen.

Inden den kunne rejses, skulle den lige endevendes – på højkant! – for at få den pæneste side udad.

Og så var det “bare” at rejse den og få den ned i de møjsommeligt udgravede huller, før den blev sikret og pælene kunne støbes fast.

Stor tak til alle dem, der brugte noget af deres søndag formiddag på at give en hånd med! Uden jeres hjælp havde vi aldrig fået portalen på højkant. Men nu har Bolund Gruppe et flot vartegn, og ingen kan være i tvivl om, at der er spejdere på spil oppe i hytterne og ude på pladsen bag de store træer.

SAMMEN rykker vi…!!

(og ja, det kunne godt gøres med afstand og overholdelse af forsamlingsforbudet)